• BESTILLING
    Ingen vare(r) i kurven - bestil her Vare(r) i kurven - køb nu

Tips til en mos-fri græsplæne

  • undgå mos i plænen
  • Vi leverer en stærk græsplæne til dig

    Volstrup Rullegræs bliver leveret fri for mos, og hvis du vedligeholder plænen, så den forbliver stærk og sund, bliver mos ikke et stort problem for dig.

    Mos kommer ikke i græsplænen, fordi det kan udkonkurrere græsset, det kommer udelukkende, fordi græsplænen ikke er stærk nok.

    Græs har brug for sol og næring, så hvis du etablerer din græsplæne i et skyggefuldt område, kan din kamp mod mosset blive hård og lang. Derfor bør du overveje, om mos i plænen er noget, du vil tage kampen op mod – eller om du vil vælge at leve med det.

 

Hvorfor kommer der mos i græsplænen

Mos er en lille plante, som trives godt i fugtig og næringsfattig jord. Mos har ingen rødder og kan blive mellem 1 og 10 cm lang. I Danmark findes der ca. 600 forskellige mos-arter. Mos er en stærk plante og kan gro på områder med meget lidt næring. Da mos ikke har rødder med behov for blød muld, kan det gro på stort set alle områder, som tag, fliser, mure og ja i din græsplæne.

Mos trives bedst i skygge, hvilket som regel hænger sammen med, at jorden er fugtig i områder, hvor solen ikke har så meget magt, samtidig med at græsset har sværere ved at gro her.  Hvis du slår græsset for kort eller for tit, gør du også mosset en tjeneste.

Først og fremmest hjælper det ikke at fjerne mos fra din græsplæne, hvis ikke du sidenhen ændrer betingelserne for mossets vækst.

  • Sådan fjernes mos i plænen

    Mos er bedst at fjerne i foråret fra marts til april, da græsset skal have gode betingelser for at vokse efter mosset er fjernet. Ellers kommer problemet 10 fold tilbage. Den anden periode man med fordel kan bekæmpe mos er i august til september.

    Du kan fjerne mos manuelt med en rive, hvis du er klar til lidt hårdt arbejde. Du kan også bruge en elektrisk mosfjerner, som i bund og grund er det samme som en rive - bare en del lettere at arbejde med. Elektriske mosfjernere kan købes som en færdig maskine med eller uden opsamler, men også som en kniv/rive til din rotor plæneklipper, hvilket er et billigt alternativ. Den elektriske mosfjerner er indrettet, så den ikke ødelægger græsset og er derfor både nem, effektiv og skånsom.

    Er du hårdt ramt, kan du benytte en vertikalskærer, der både river mosset løs, men også skærer ned i plænen og derved lufter rødderne. Efter brugen af en vertikalskærer kan græsplænen være noget medtaget, men på lang sigt styrker det din plæne. Du kan med fordel tilføje en topdressing efter brugen af vertikalskærer. En topdressing kan være en blanding af sand og kompost. Topdressingen fylder hullerne efter vertikalskæreren ud og lader plænen ånde i længere tid.

    Du bør IKKE benytte en mosfjerner, hvis jorden er våd, så risikerer du nemlig at gøre mere skade end gavn.

    Du bør fjerne det løse mos fra plænen efter en omgang med rive eller mosfjerner, da mosset kan så sig selv igen.

    Jernvitriol er et effektivt mosfjerner middel. Jernvitriol slår mosset ihjel, og det bliver sort, inden det forsvinder. Jernvitriol er samtidig med til at styrke din plæne, samt give det en flot grøn farve. Pas dog på med ikke at spilde Jernvitriol på dine fliser, da det kan ruste og give pletter.

  • mos i græsplænen moskniv til rotorklipper
  • mos ved plæneklipning

    Tips

    Genbrug mosset som gødning i dit blomsterbed, og som bonus er det et effektivt middel mod dræbersnegle, som har svært ved at bevæge sig i det tørre lag.

    Fuglefrø i plænen lokker solsorten til. Den er god til at skrabe rundt og løsne mos.

  • Sådan kan du forebygge mos i græsplænen

    Hvis din græsplæne er sund og velplejet kan den selv bekæmpe mosset.

    Første klipning i foråret bør sættes lidt højere end normalt – start med 5-7 cm.

    Prik huller i plænen med en greb eller plænelufter. Så kommer der luft til græsrødderne, hvilket giver græsset bedre muligheder for at udvikle sig og gro.

    Mos kan ikke lide ”at blive trådt på”, og en behandling med en tromle kan gøre gavn. Du skal bare sørge for at tromlen ikke er for tung, da den kan pakke jorden sammen, så græssets rødder har sværere ved at udvikle sig. Kombiner eventuelt tromling med plæneluftning.

    Slå ikke dit græs kortere end 4 -6 cm. Er dit græs blevet meget langt, bør du fjerne det overskydende græs fra overfladen, selv hvis du benytter en bioklipper. Alternativt kan du klippe græsset af flere omgange.

    Lad ikke hele visne blade ligge på plænen. Hvis du har bioklip på din plæneklipper, som hakker bladene i små stykker, kan bladene modsat give plænen ekstra næring.

    I perioder med meget lidt regn, bør du vande din græsplæne.

    Har din jord en for lav PH værdi, så kan du tilsætte kalk. Ph tests kan købes i dit lokale havecenter. Helt teknisk så er den optimale Ph værdi til din græsplæne mellem 6 og 7. Kalk bør tilsættes græsplænen i marts eller april.

    Gød din græsplæne. Vi anbefaler 2-3 kg Match NPK gødning pr 100 kvadratmeter omkring marts og igen i oktober. Match plænegødning benyttes af professionelle park og golf anlæg. Gødningen indeholder jern (Fe) og magnesium (Mg), som giver plænen en flot grøn farve. Gødningens indhold af langtidsvirkende organisk materiale gavner plænens rodnet og hjælper den i kampen mod mos.

    Har du et område af din plæne, hvor regnvand har svært ved at dræne, vil det være optimalt at etablere et nyt underlag til græsset.

    Lad græsset være lidt længere inden vinteren sætter ind, så har mosset sværere ved at etablere sig.

    Undgå at betræde græsplænen i frostvejr.

Cookies på hjemmesiden

Denne side bruger cookies til at optimere din oplevelse af siden.

Funktionelle cookies:
Cookie for at gemme dit cookievalg, Anonym trafik analyse, ASP.NET sessionID

Se cookie liste her